Kundecase: Reelight

Reelight - Integration mellem webshop og regnskab med lagerstyring og OSS

Reelight designer og producerer cykellygter med øje for nordisk æstetik og enkelhed. Online-delen af forretningen består af både en B2B- og en B2C-webshop.

"Vi vil gerne håndtere flest mulige ordrer ved brug af færrest mulige midler. Derfor har vi behov for en struktureret og glat proces omkring lagerbeholdningen, faktureringen og alt det andet administrative arbejde omkring vores webshops."
Henrik Sand
CEO, Reelight

Automatisering af regnskab

Salget af cykellygter gik godt, og behovet for automatisering kom naturligt med et stigende ordreantal, hvor det blev en større opgave at holde styr på regnskabet.

Integrationen fra IEX sørger for, at systemerne taler sammen, så ordrer fra Shopify-webshoppen automatisk oprettes i Visma e-conomic-regnskabet.

“På den nye version overføres der også kreditnotaer. Så det er én ting mindre, vi skal gøre manuelt. Og vi skal ikke lede efter en difference, der skyldes en kreditnota, der er smuttet. Der er generelt mindre administrativt arbejde omkring webshop-salget og færre fejlkilder, når systemet blot håndterer den slags opgaver for dig.”
Henrik Sand
CEO, Reelight

Lagerstyring

Varerne, der sælges på B2B-shoppen, håndteres på et eksternt lager. Varerne i B2C-shoppen afsendes fra et mindre pluklager på Reelights kontor.  I regnskabet holdes der styr på lagerantallet, der automatisk synkroniseres med begge webshops.

“Før der kom lagerstyring på, opstod der udsolgte situationer, hvor kunder kunne købe lygter, der faktisk var udsolgt. Det går ud over kundeoplevelsen og er tidskrævende for os at behandle. Nu kører det helt automatisk, hvilket minimerer fejlene.”
Henrik Sand
CEO, Reelight

One Stop Shop - Nye momsregler fra 1. juli 2021

En stor del af Reelights omsætning kommer fra EU-medlemslande, og virksomheden er derfor over beløbsgrænsen, hvor de skal opkræve den gældende momssats for landet, der sælges til.

“Med den nye grænse på 10.000 euro var vi nødt til at granske hele vores setup. Vi kunne godt trække en rapport fra Shopify og håndtere tallene manuelt, men dette ville betyde, at vi skulle stoppe integrationen for at undgå dobbeltbogføring.”
Henrik Sand
CEO, Reelight

I samarbejde med e-conomic udviklede IEX funktionaliteten til at bestemme momssatsen ud fra webshop-kundens medlemsland. Hos e-conomic blev der udviklet en One Stop Shop-understøttelse (OSS) til håndtering af landespecifikke momskoder for hvert EU-medlemsland. Dette gør det muligt at registrere salgene på landespecifikke salgskonti.

“Vi havde en fin dialog med IEX om, hvordan dette skulle løses. Vi er glade for, at det hele kom på plads, så vi kan beholde den funktionalitet som integrationen tilbyder, og samtidig honorere EU-lovgivningen.”
Henrik Sand
CEO, Reelight

Nye momsregler

Den 1. juli 2021 blev momsreglerne ved privatsalg i EU ændret, og der blev indført en fælles beløbsgrænse på 10.000 euro pr. år. Dette betyder, at virksomheder skal betale den pågældende momssats for varesalget i forbrugslandet, hvis det samlede salg til andre EU-lande sammenlagt overstiger 10.000 euro pr. år. Ved tilmeldingen til MOSS-ordningen skal danske virksomheder kun angive moms af deres B2C-salg i hele EU til SKAT.

Du kan besøge Reelight på denne side.